Find vej: Forside » Artikler » Lampen til bilentusiasten er skabt af brugte motordele

Lampen til bilentusiasten er skabt af brugte motordele

Lagt på el-installationen.dk den 09-12-2014 af Thomas

To unge studerende og en elektriker er gået sammen om at skabe en ny lampe af brugte motordele. I første omgang er det gamle Volkswagen motorer, der får nyt liv ved at lægge krop til de første 10 lamper, hvor ikke to er ens. Andre bilmærker er ved at blive føjet til listen. Forestil dig, at din gamle udtjente bil igen bliver hjemmets stolthed ved at blive omdannet til en smuk bordlampe.

Tre unge iværksættere genfortæller historien om den grimme ælling, der bliver til en smuk svane, ved at skabe en bordlampe ud af gamle motordele.

Der er på ingen måde tale om en serieproduceret lampe, for ikke to lamper er ens. Hver og en bliver lavet i hånden af gamle motordele fra brugte biler. Der er tale om knastakslen i motoren, hvor nogle dele er polerede og andre materede. Foden er ligeledes lavet af knastakslen og på VW/Audi modellerne vil reservedelsnummeret være synligt.

Der er travlhed på det lille værksted
Der arbejdes på højtryk på det lille værksted for at blive klar til at kunne levere de første 10 lamper inden jul. Tiltroen til den nye lampe er så stor blandt de tre iværksættere, at de allerede nu har bestilt flere motordele hjem fra andre biltyper end Volkswagen, så de kan kreere flere forskellige lamper.

Den næste produktion kommer til at bestå af gamle motordele fra Japanske bilmærker som Nissan, Toyota og Honda.

Men her stopper det ikke:

”Det er vores plan, at vi på sigt vil tilbyde specialfremstillede lamper af motordele fra lige netop det bilmærke, en kunde ønsker sig,” forklarer Laura Holmgren Dannisøe, der er den ene af de tre iværksættere bag det nye lampedesign.
Tre unge mennesker med interesse for bæredygtigt design og godt håndværk
Bag det nye lampedesign står tre unge iværksættere. Rasmus Lindskov Christiansen og Laura Holmgren Dannisøe, med interesse for bæredygtig dansk produktion og design, har slået sig sammen med elektriker Simon Sand Bidstrup fra elektrikerfirmaet LTECH om at skabe den nye lampe.

Den nye bordlampe hedder SIMOTOR, er 62 cm høj med en brun lampeskærm og en ledning af sølvstof, der giver en følelse af eksklusivitet og passer perfekt ind i hjemmet hos den stilbevidste bilentusiast.

Lampen forhandles udelukkende af Lampebutikken.dk og koster 3.995 kroner.